Døbefont

Døbefonten er kirkens ældste inventarstykke i  romansk stilart. Den er af gotlandsk sandsten, et arbejde af stenmesteren Sighraf ca år 1153-1164.

Den cylindriske kumme, diameter 71 cm, med midtafløb, har på siderne rundbuede felter (mellem bueslag keruber), og i felterne relieffer af:

  • Bebudelsen
  • Besøgelsen
  • Kristi Fødsel
  • de hellige tre Konger
  • Englen advarer Josef
  • Flugten til Ægypten
  • Indtoget i Jerusalem

Foden, hugget for sig og er formet som et omvendt trapezkapitæl med øvre tovstav. På hjørnerne er dyrehoveder i højt relief, på siderne bladværk.

Efter kirkebranden i 1806, blev døbefonten solgt til maleren Jørgen Roeds far. Døbefonten stod herefter som blomsterkumme i en have i Ringsted indtil 1860´erne, hvor fonten atter blev skænket til kirken. Maleren Jørgen Roed malede i 1850 et maleri af døbefonten i haven.

Døbefont i have
Foto: Oliemaleri af Jørgen Roed (år 1850) - Haven med den gamle døbefont.

Dåbsfad

Dåbsfad

Dåbsfad er fra 1650, af nederlandsk arbejde, (diameter 65 cm).

I bunden af fadet er Adam og Eva ved kundskabens træ afbilledet. På randen af fadet mellem bladværket er en hare, løve, hind, hund, der bider en kvinde, hest, hind og en kvinde afbilledet.