I glasmontren på væggen hænger en kopi af det berømte Dagmarkors, som er fundet i Sankt Bendts kirke i 1683. Originalen af Dagmarkorset opbevares på Nationalmuseet, hvortil det blev indleveret i 1695. Dagmarkorset regnes for at være et af Danmarks største nationalklenodier, og kopier produceres i dag af mange guldsmede.
Korset er et byzantisk relikviekors fra 1000-årene i massivt guld og emalje og udført som et hængesmykke.
Smykket er fremstillet i en detaljerig celleemalje-teknik (émail cloisonné), hvor tynde guldvægge skiller de mange felter med hver deres emaljefarve. Denne teknik er især kendt fra Byzans (nuværende Balkan og Lilleasien). Ved teknikken bøjes helt fine og meget tynde sølv- og guldtråde i former, der afgrænser områder med farvet emalje.
Smykket har en højde på 4,3 cm, er 2,9 cm bredt og har en tykkelse på 0,3 cm.
Dagmarkorsets ene side viser Jesus på korset. De græske initialer over hans hoved "IC XC" betyder Jesus Kristus.
Korsets anden side består af fem medaljoner med Jesus i midten. Han er fremstillet som verdens herre med livets bog i den ene hånd. Til venstre ses Jomfru Maria og til højre Johannes Døberen. Over ham ses helgenen St. Basilos og forneden helgenen Johannes Døberen (Sankt Chrysostomos) det vil sige ”gyldenmund”, som var berømt for sin veltalenhed.
Korset er oprindeligt et relikviegemme, der har kunnet åbnes. Relikviekors er støbt i to dele med et hulrum i midten. I dette lille hulrum kunne man opbevare et relikvie, for eksempel en splint fra Kristi kors. På den måde var smykket ikke blot smukt, men tjente som en amulet med magisk beskyttelse. Ejeren må derved have følt sig værnet mod alverdens farer, og i sådanne tilfælde oversteg den åndelige værdi den rent materielle.
Ved fundet af korset i 1683, i forbindelse med daværende sognepræst Christen Blichfeldt fik lavet et gravkammer til sin kone netop på det sted, hvor Dronning Dagmar og Richiza var begravet. Gravearbejdet ødelagde Richizas grav og delvist Dagmars. Begge grave blev sløjfet, og indholdet måske rodet sammen i 1683. Men påstanden er, at fundet blev gjort i Dagmars grav, deraf navnet på korset. Men det kan også have tilhørt Richiza, som var enke efter den svenske konge, Erik den 10.
I 1863 blev en kopi af korset givet af Kong Frederik den 7. som bryllupsgave til den danske Prinsesse Alexandras bryllup med den engelske tronfølger Edward den 7. Det er siden blevet en tradition at give piger et dagmarkors som dåbs- eller konfirmationgave og når brude i Sankt Bendts kirke går over Dronning Dagmars grav, bærer hun ofte denne fine kopi af Dagmarkorset, som kan lånes.
Fundet afspejler sandsynligvis 1100-tallets tætte familieforbindelser mellem det danske kongehus og russiske fyrster. Ingen ved, hvor det ekstremt kostbare kors blev fremstillet, men ny viden peger mod Belarus, og at Richiza faktisk var dets sidste ejer. Hypotesen er, at korset er fremstillet på et af Europas i datiden største guldsmedeværksteder i byen Polatsk og kom til Danmark med Richizas mor, Dronning Sophia, da hun blev gift med Valdemar den 1. - den store.
Lignende kors er fundet i mange byer i Belarus. I byen Polatsk, som dronning Sophia kom fra, er der udgravet et enormt guldsmedeværksted fra perioden på hele 1500 kvadratmeter med fund af resterne af tynde guldtråde og redskaber brugt til at lave smykker i celleemaljeteknik. I samme by havde Sophia en berømt tante, Eufrosyne, som i 1161 bestilte et kors i guld, emalje og ædelsten af en mester fra dette værksted. Tantens kors forsvandt under Anden Verdenskrig, men billeder viser stor lighed med Dagmarkorset. De arkæologiske fund underbygger den gamle tese om, at Dagmarkorset kom til Danmark med dronning Sophia som del af en kostbar medgift, og at Sophia siden forærede korset til sin og Valdemar den Stores datter Richiza, som fik det med i sin grav i Ringsted.
