Erik Plovpenning

Medkonge fra 1232 og dansk enekonge i perioden 1241-1250

Født 1216, død den 10. august 1250

Erik 4. (Plovpenning) var søn af Valdemar 2. - Sejr og Dronning Beringeria (Bengerd).

Erik 4. giftede sig i 1239 med Jutta af Sachsen, med hvem han fik fire døtre: Agnes, Ingeborg, Jutta og Sofie.

Hans regeringstid blev præget af stridigheder med broderen Abel, hertug af Sønderjylland. Uoverensstemmelserne udartede til en regulær krig, der tvang kongen til at udskrive en særlig plovskat, hvilket gav ham sit tilnavn. Under et af disse opgør blev Erik snigmyrdet af Abels mænd og hans lig kastet i Slien nær Slesvig by. Hans jordiske rester blev 1258 overført til Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Erik blev i kirken begravet i en muret grav under korsskæringen. Senere blev liget flyttet op i en muret grav oven på den gamle. Derved kom noget af graven over kirkegulvet, således at menigheden havde adgang til at se ind i graven gennem et hul i siden.

I 1520 flyttede man resterne af kongen til en af kirkens piller, så han stod som en stifter eller bærer af kirken. Oven på den tidligere grav lagde man en gravsten for den svenske Kong Birger (1280-1321) og hans hustru Margrete Eriksdatter.

Den latinske inskriptionen på den hvide sten er fra 1520 og lyder:

”Illustris danie princeps Rex diuus Ericus flumine fraterno liuore necatus et ense quem variis signis sceleru(m) decorauerat ultor Cristus et hac condi celibe iussit humo".

Dansk oversættelse: “Danmarks berømmelige fyrste, den guddommelige [hellige] kong Erik, dræbt med broderlig svig ved floden og sværdet, han hvem forbrydelsernes hævner Kristus havde udmærket ved forskellige tegn [mirakler], befalede han også at begraves i denne jomfruelige jord”.

På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmaleri med scener fra hans liv og død.