Dansk konge og regerede i perioden 1157-1182.
Født den 14. januar 1131, død den 12. maj 1182.
Valdemar den 1. (den store) nuværende gravsten er fra 1855, inskriptionen: Waldemarus Prim: Rex Danie (Valdemar den 1., Danmarks konge).
Valdemar den 1. var søn af Knud Lavard og Ingeborg (Rusland). Valdemar den 1. blev gift med Dronning Sophia af Minsk i 1157.
Valdemar fik følgende børn med Sophia: Knud 6., Valdemar 2. - Sejr, Ingeborg og Richiza, samt den uægte søn hertug Christopher med hans frille, Tove. (Frille: tidligere anvendt betegnelse for en kvinde, der lever i et fast parforhold uden at være gift).
Valdemar fødtes syv dage efter faren, Knud Lavard, død og voksede op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med dennes sønner Esbern Snare og Absalon. Specielt Absalon fik betydning for Valdemar, da han blev kongens nærmeste allierede gennem hele livet. Men før Valdemar kunne sætte sig på tronen, måtte han dog igennem en række kampe med andre kandidater til posten som konge. De ophørte dog, da Sven 3. Grathe slog Valdemars allierede Knud 3. ihjel (Blodgildet i Roskilde), og Valdemar selv kort efter besejrede Sven. Efter at være blevet konge koncentrerede Valdemar sig nu om at styrke sin magt. Som en del af dette fik han gjort sin far til helgen og kronet sønnen Knud 6.. som medkonge og tronarving ved en kirkefest i 1170. På den måde fik han gjort sin slægts ret til tronen guddommelig.
Ved åbningen af graven i 1855 udtog man en hårlok fra Valdemar den Store.
Man fandt også en blyplade med næsten enslydende tekst på de to sider. På den ene side kaldes kongen blot Valdemar, mens han på den anden side kaldes Valdemar den første. Denne side er derfor yngst, og den indeholder også den længste tekst. Begge dele kan ses i kirkens museum.
Læs også: Stamtræ - konger
