Dansk konge og regerede i perioden 1182-1202
Født 1163, død 11. november 1210.
Søn af Valdemar den 1. (den Store) og Dronning Sophia.
Knud 6’s gravsten er fra 1855 ligesom mange af de andre. Inskriptionen er: ”Canutus, Rex Danie Filius Waldemari primi” (Knud, Danmarks konge, søn af Waldemar den første).
Knud 6. var den første danske konge, som blev kronet uden at være valgt på et ting. Det skete, da han var 7 år gammel i 1170 i Sankt Bendts Kirke i Ringsted i forbindelse med, at hans farfar, Knud Lavard blev helgenkåret. Gennem hele sin regeringstid støttede Knud sig meget til Absalon, som rådede ham til ikke at forny lenseden til kejser Frederik Barbarossa. I stedet for allierede Knud sig med den sachsiske konge, Henrik Løve, og giftede sig med hans datter, Gertrud af Sachsen i 1177. Frederik Barbararossa og Henrik Løve var fætre og konkurrenter om magten i Det tysk-romerske Kejserrige.
Med støtte fra den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra hans tid stammer titulaturen ”de venders konge”, der indtil 1972 indgik i den danske kongetitulatur.
Knud og Gertruds ægteskab forblev tilsyneladende barnløst, og efter sin død i 1202 blev han efterfulgt af sin yngre bror Valdemar 2. (Sejr).
Læs også: Stamtræ - konger